Hvem var Elisabeth af Thüringen?

Elisabeth blev født 1207 som datter af kong Andreas II af Ungarn og dennes hustru Gertrud af Andechs. Allerede som fireårig blev hun sendt til landgrevens hof i Thüringen med henblik på senere at gifte sig med landgrevens søn. Fjorten år gammel blev hun 1221 viet til landgreven Ludwig, der var 20 år. Det blev et meget lykkeligt ægteskab. 1222 fødte hun sønnen Hermann, der senere blev landgreve, 1224 fødte hun en datter Sophie, der senere blev hertuginde af Brabant og 1227 fødte hun datteren Gertrud, der senere blev abbedisse af Altenberg. Ægteskabets lykke blev brat afbrudt, da landgreven 1227 drog på korstog til Det hellige Land, men allerede i Syditalien blev han syg og døde. Elisabeth modtog meddelelsen om ægtemandens død med stor fortvivlelse og sorg.

Kontroverser med hoffet på Wartburg

Elisabeth havde i sit ægteskab sat sit tydelige præg på livet på Wartburg. Således havde hun i hungeråret 1225 åbnet Wartburgs forrådskamre og rundhåndet uddelt mad til de fattige. Slottets forvalter protesterede og frygtede, at man selv ville komme til at savne det fornødne til hoffet, men i denne sag som i så mange andre, hvor Elisabeth havde kontroverser med hoffet, tog ægtemanden altid hendes parti og forsvarede hendes handlinger.

Med landgrevens død fik Elisabeth tiltagende problemer ved hoffet, og efter mange overvejelser valgte hun radikalt at forlade Wartburg med sine børn og sine to kammerpiger. Efter nogen tid fik hun dog udbetalt sin arv efter ægtemanden og byggede for en del af sin formue et hospital, hvor hun selv indtil sin død arbejdede som sygeplejerske.

Elisabeth døde allerede i 1231 24 år gammel og blev fire år senere helgenkåret.

Karakterfast og urokkelig

Allerede som barn begyndte Elisabeth at undre sig over landgrevehoffets levevis, og da hun opdagede, at almindelige mennesker måtte lide nød, protesterede hun mod hoffets ødselhed, hvor man levede på småfolks bekostning. Ved hoffets fester blev det sædvanligt, at landgrevinden, der forlangte at sidde til bords med sin mand, stillede spørgsmålet: Hvorfra stammer ingredienserne i denne ret? Underforstået: Er vi kommet retmæssigt til disse råvarer, eller er det noget, vi har taget fra andre? Hendes mand gav hende altid et korrekt svar, og afhængigt af svarets udfald spiste Elisabeth, eller lod retten passere.

Elisabeths protest var helt og holdent dikteret af hendes holdning til de fattige og syge, som i datidens samfund var overladt til sig selv og deres sørgelige skæbne. Noget fattigvæsen eller forsorg fandtes ikke. Hvor det var muligt, hjalp Elisabeth de fattige og syge, og med sin formue fik hun oprettet hospitaler, hvor de kunne blive plejet og få tag over hovedet. Selv engagerede hun sig i en praktisk og aktiv sygepleje, som til sidst kostede hende livet. Generelt kan man sige, at hun var særdeles karakterfast, og at hun ikke var til rokke fra sin positive holdning til de svage i samfundet.

Der kan ikke herske tvivl om, at hendes holdning gjorde et stort indtryk på hendes ægtemand. Utallige gange blev han konfronteret med sin families og hoffets klager over hende, og altid støttede han hende. Begge ville – hver på sin måde: han som korsfarer og hun som de fattiges og syges hjælper – arbejde for Guds Rige. Hun var overbevist om, at man ikke kan leve som kristen og samtidig udbytte de fattige og svage.

Hvor ville hun være at finde i vore dage?

Også i vor tid er afstanden mellem rig og fattig urimelig stor. Elisabeth ville i vore dage pege på det ukristelige i at anvende så mange milliarder til oprustning, mens millioner af mennesker sulter. Hun ville være at finde blandt dem, der søger andre alternativer, så man undgår at udplyndre jordens ressourcer. Hun ville være en provokation for os alle og modsætte sig et liv i småborgerlig nydelse, hvor problemerne fejes ind under gulvtæppet. Hun ville protestere mod vort køb-og-smid-væk samfund, og hendes protest ville være os særdeles ubehagelig.

Et biskoppeligt ord om Elisabeth

I anledning af jubilæet har biskop Joachim Wanke fra bispedømmet Erfurt og biskop Heinz Josef Algermissen fra bispedømmet Fulda den 17. november 2006 udsendt et fælles hyrdebrev, hvori det bl.a. hedder: ”Den bedste måde at erindre sig Elisabeth på er den fulde opmærksomhed.

Vor tid har andre vanskeligheder og udfordringer end hin middelalderlige feudalstat, hvor Elisabeth hørte til højaristokratiet. Elisabeth adskilte sig fra sine standsfæller ved ikke at vige udenom ved synet af sin tids elendighed. Netop dette er for os i jubilæumsåret 2007 også vor udfordring: At være opmærksomme – om muligt intenst og konkret. Det drejer sig om at kalde vor tids nød ved sit rette navn. Over for nøden må vi være følsomme i sognene, i vore katolske foreninger og fællesskaber, men også i offentligheden og ikke mindst i vurderingen af den politiske situation.

Opmærksomheden må føre til handling. I mange tilfælde kan det kun blive symbolsk og eksempelvist, men det vil ikke være uden betydning. Vort samfund har brug for mere end retfærdighed, så nødvendig den end er. På retfærdighedens fundament har vort samfund brug for barmhjertighed og solidaritet for dem, som ikke selv kan klare livet. Netop i forhold til medmenneskelige relationer gælder det om at modstå den kulde, man møder i samfundet, og at bevare og udbygge den plads, hvor mennesker kan henvende sig og få varme.

Elisabeth lagde som bekendt ikke vægt på verdslig anerkendelse for sin holdning. Hun vidste, at man holdt øje med hende. Ikke kun generelt af datidens mennesker, men i sin tids nødlidende følte hun sig konkret udfordret af Gud selv. Mon ikke det er helgenens virkelige hemmelighed? Hun følte, at himlen ‘holdt øje med hende’. Når vi ærer helgenerne, er det ikke blot dydsmønstre, vi ærer, men vi lovpriser Guds dynamiske styrke, som kan forvandle handlingsforløbet. Derfor er det en lovprisning af Guds nåde, når vi katolikker ærer helgenerne.”

Skt. Elisabeth Søstrenes Kongregation

Sankt Elisabeth Søstrenes ordensfællesskab har sine rødder tilbage i det 19. årh. i Schlesiens Neisse. I vore dage ligger byen i Polen og hedder Nysa. Søstrenes sociale og karitative engagement synes at være himlens svar på datidens nød. Den besværlige begyndelse blev gjort af fire modige kvinder: Clara Wolff, Mathilde og Maria Merkert og Franziska Werner.

I en tid med så store sociale problemer var det i hele Tyskland især kristne kvinder, som med et vågent troens blik og med deres engagerede sociale virke på evangeliets grundlag besvarede tidens nød. I tiden mellem 1830 og 1860 blev der med denne motivation stiftet 49 nye kvindelige kongregationer.

Clara Wolff begyndte imod alle konventioner at pleje de fattige og syge i deres egne boliger. Hun påtog sig at våge hos de syge, tage sig af de familier, som var hårdt ramt af nøden, og at sørge for de forældreløse børn. Den 27. sept. 1842 fik hun og hendes tre ledsagere Kirkens velsignelse.

Efter at være blevet overbevist om, at pleje af syge i deres hjem var en opgave, der trængte sig på og fremtidigt ville være deres egentlige opgave, stiftede Clara Wolff sammen med Franziska Werner og Maria Merkert i 1850 – imod alle råd og vejledninger – ‘Den hellige Elisabeths grå søstre’, idet de valgte den hl. Elisabeth af Thüringen som deres skytshelgen. Deres ‘religiøse instinkt’ havde ikke narret dem. De nødlidende og ensomme syge havde savnet dem og ventede blot på deres venlige henvendelse og handlekraftige hjælp. Unge piger kom og ønskede at dele søstrenes liv i bøn og socialt engagement. De grå søstre var efterspurgte og elskede, og  efter ni år opnåede de statslig og kirkelig godkendelse.

1859 blev Maria Merkert enstemmigt valgt til det unge fællesskabs første generalforstanderinde. I 13 år ledede hun søsterkommunitetet klogt og ansvarligt. Ved afslutningen af sit liv i 1872 kendte hun hver af de 440 søstre, som hun havde placeret i et af de 90 kommuniteter, hun havde grundlagt.
Maria Louise Merkert er den 30. september 2007 blevet saligkåret i Neisse (Nysa), Schlesien.
 
Du skal ikke stå udenfor,
jeg lytter til dig,
jeg taler godt om dig,
jeg vil gå et stykke vej sammen med dig,
jeg vil dele med dig,
jeg vil besøge dig,
jeg vil bede for dig.
Moderne udgave af
de syv barmhjertighedsgerninger,
som Den hellige Elisabeth
praktiserede i sit liv.